Thailand - mandag den 25. januar 2010

Rundtur på Koh Tao

Tilbage

I dag var der ikke plads til mere sol for Marie, Lasse og mit vedkommende. Vi lignede mere eller mindre kogte rejer. Marie så mest medtaget ud. Men det passede meget godt med, at vi ville en tur til naboøen Ko Tao. Marie og jeg indledte dagen med at gå ned til vores strand, for at se, hvor oversvømmet den var om morgenen.

Efter morgenmaden var der afgang til Ko Tao. Det tager ikke særlig lang tid medmindre man har en skipper, der bare ikke kan finde ud af at lægge til kaj. Der skulle adskillige forsøg til, før det lykkedes. Vi trak lidt på smilebåndet og proklamerede, at vi alle 3 nok kunne gøre det bedre med vores erfaring.

Ko Tao lignede sig selv ved første øjekast. Godt nok var der skudt større hoteller op langs kysten men umiddelbart lignede hovedbyen sig selv. Da vi kom ind til havnen, kunne vi godt se, at der var kommet flere moler på havnen. Det var ikke kun den ene lille mole, som vi oplevede i 1998.

Vi gik en tur op af bakken og kiggede lidt på butikkerne dér. Det lignede sig selv. Også vores frisørsalon fra 1998 var der stadig, så jeg blev klippet. Det tog ca. 5 minutter, så egentlig OK ud og kostede 350 bath, ca. 50 kr. Ulla, stik den!

Retur til havnen, hvor der stod en emsig sælger, der gerne ville sende os med både båd og taxi rundt om eller på Ko Tao. Vi valgte taxien, for vi ville gerne se lidt til den natur, som vi huskede fra 1998. Han forlangte 1500 bath, hvilket vi accepterede. Vi skulle måske have presset prisen lidt, men det er vi ikke så gode til...

Den unge chauffør så meget glad ud og han drønede os op til nærmeste benzinstation, for at få benzin på den store bil, hvor vi sad på ladet. Så blev vi kørt af snørklede og meget kuperede veje ned til en lille strand, som Marie proklamerede var den strand, hvor der var hajer ud for., Det var meget idyllisk, men bølgerne var forholdsvis store.

Tilbage til bilen, hvor han på et kort viste os den anden ende af øen men vi forklarede ham, at vi også skulle ud til vores strand, hvor vi boede i 1998. Han så lidt misfornøjet ud, for det var en længere vej.

Turen ud til vores strand fra 1998 var næsten ikke til at kende igen. Der var stort set by hele vejen. Som vi oplevede det for 12 år siden, var der kun ganske få huse på vejen.

Vi blev sat af ved stranden et stykke fra, hvor vi boede i 1998. En tur langs stranden, der næsten ikke var til at kende. Vi passerede en restaurant Big Fish, som Marie og jeg blev enige om, var vores morgenmadsrestaurant. Men vores hotel så ikke ud til at være der. Vi havde en hytte helt ned ved stranden men de så ud til at være helt væk.

Tilbage langs vejen bag stranden til vores chauffør, der spurgte, hvad vi gerne ville nu. Han håbede sikkert på, at vi bare skulle tilbage til havnen - men nej. Vi skulle da også se den anden ende af Ko Tao. Så det var hele turen ned forbi havnen og videre til den anden ende. Det sidste stykke mod den ende af Ko Tao, der er tættest på Ko Nangyuan, hvor vi bor, var vejene meget kuperede. Det var lidt vildt at køre op af de stejle veje. Vi havnede ved Dusit Buncha Resort, hvor der var et udsigtspunkt over mod Ko Nangyuan. Det så meget fornemt ud med terrasser i flere etager og en swimmingpool hvor man kunne ligge og nyde udsigten ud over havet og naboøen.

Så gik det retur til havnen, hvor vi blev lodset af. Ham, der prajede en taxa til os, havde selvfølgelig også gode ideer til, hvor vi kunne spise frokost. Vi gik et lille stykke langs stranden og fandt en typisk thairestaurant med plasticstole og borde. Maden smagte super og priserne var noget lavere end på Ko Nangyuan. Mætte og tilpasse gik vi på jagt efter en hat til Lasse. Solen var hård ved skuldre og nakke. Det var stegende varmt i den lille gade, der løber langs havnen.

Efter en times futten rundt i gaderne, havnede vi på en engelsk pub, der serverede Chang Beer på fad. Det måtte prøves. Marie fik sig en Mai Thai (den thailandske nationaldrink) og Lasse en omgang spaghetti Carbonara. Så var klokken blevet halv tre og vi søgte tilbage til vores båd, der sejlede retur til Ko Nangyuan kl. 3.

Retur på Ko Nangyuan, kunne de andre berette om dagens hændelser. Brian, Christian, Karin og Erik havde været på tur til Shark Bay på Ko Tao, så vi kunne næsten være løbet ind i hinanden.

Marie fik mig overtalt til en snorkeltur og det lykkedes at komme ud i vandet, selv om bunden var tæt strøet med søpølser. Der var imidlertid så lavvandet, at jeg ikke var tryg ved at svømme rundt. Brian havde godt nok sagt, at vi skulle svømme udad men vi blev stoppet af et koralrev, som vi ikke kunne svømme over. Jeg kunne ikke forestille mig, at vi skulle gå på det. Så efter lidt snorklen langs koralrevet, svømmede vi i land igen.

Vi havde købt en thailandsk whisky og cola. Det skulle udgøre before dinner drinken til os alle. Der var dog enkelte, der havde smagt det før, som afstod. Så slemt smager det nu heller ikke - men man skal ikke drikke thai whisky rent.

Aftensmaden gik egentlig fint. Vi havde fået for vane at skrive vores bestillinger ned. Så skulle de ikke døje med at samle det sammen. Problemet er blot, at hvis man for eksempel bestiller ret nr. 3 + 6, så bliver det af thai'erne opfattet som 3 gange ret nr. 6. Så Lasse kom til at sidde med 3 burgere og Erik med 3 omeletter. Nå, det meste blev spist alligevel.

Trætheden meldte sig og vi gik tilbage til vores hytter. Der blev pakket rygsække og så var det ellers godnat. Lasse nåede at se Avatar færdig. Den havde næste kun lige haft premiere derhjemme men blev solgt til 60 bath på Ko Tao.